Skal der opstilles en pointmodel ift. udvælgelseskriterierne i prækvalifikation, eller har ordregiver et vidt skøn ved vurderingen?

22-01-2021
Rådgivning

Er der ved et udbud med en udvælgelsesfase, fx begrænset udbud, flere ansøgere end antallet af ansøgere, som ordregiveren vil opfordre til at afgive tilbud, skal ordregiveren foretage udvælgelsen blandt de ansøgere, som opfylder de fastsatte minimumskrav til egnethed og som ikke er udelukkede.

Det fremgår af udbudslovens § 145, stk. 3, nr. 1-3, at ordregiver i udbudsbekendtgørelsen skal oplyse om antallet af ansøgere, som ordregiver vil opfordre til at afgive tilbud, hvilke oplysninger fra tilbudsgiveren, der vil danne grundlag for udvælgelsen, og hvilke objektive og ikkediskriminerende kriterier, som ordregiver vil tillægge vægt i forbindelse udvælgelsen.

Det fremgår af lovbemærkningerne, at kriterierne for udvælgelsen kan være relateret til økonomisk og finansiel formåen, teknisk og faglig formåen, f.eks. spidskompetencer eller særlige referencer, eller hvad der udgør det bedste konkurrencefelt.

Hvis ordregiver lægger vægt på forskellige forhold, skal det fremgå klart af udbudsmaterialet, hvordan de enkelte forhold prioriteres eller vægtes. Det er dog ikke et krav, at kriterierne skal vægtes, men det skal være gennemsigtigt, hvordan udvælgelsen vil ske.

Videre fremgår det af lovbemærkningerne, at

at afhængig af de objektive og ikkediskriminerende kriterier for udvælgelsen, skal ordregiveren foretage sin vurdering på baggrund af et sagligt skøn af ansøgers formåen eller som en objektiv konstatering af, hvilken ansøger, der har den bedste formåen. Ordregiveren kan anføre ét eller flere forhold, som er afgørende i vurderingen.

Der er således ikke et krav om, at der skal anvendes pointmodeller i udvælgelsesfasen. Endvidere er der ikke et krav om, at kriterierne skal vægtes. Det skal dog være gennemsigtigt, hvordan udvælgelsen vil ske. Gennemsigtighed kan f.eks. skabes ved, at der anføres et eller flere forhold, som er afgørende i vurderingen eller ved at der angives en prioritering af kriterierne, hvis visse kriterier tillægges særlig vægt.

Ordregiver har således et ganske vidt skøn ved vurderingen af hvilke ansøgere, der opfylder udvælgelseskriterierne, så længe det er gennemsigtigt for ansøgerne, hvad der vil blive lagt vægt på ved udvælgelsen.

Læs flere af vores svar på spørgsmål her