COVID-19 og udbud

Hvad gør du med dit indkøb eller udbud nu? Få her genveje til relevant information og vejledning, der kan hjælpe dig videre.
Svar på spørgsmål om statens kontrakter og COVID-19
Situationen med coronavirus giver anledning til en række spørgsmål om, hvordan vi håndterer det offentliges kontrakter med private leverandører. Generelt opfordrer vi det offentlige til at udvise fleksibilitet og samarbejde med leverandørerne om af finde gode løsninger i en vanskelig tid.
Statsinstitutioners adgang til forudbetaling forlænget
(Opdateret den 28. januar 2021)
Statsinstitutioners adgang til at forudbetale er blevet forlænget, så der er adgang til at yde forudbetaling for enkeltleverancer på 1 mio. kr. (ekskl. moms) eller derunder, der finder sted i perioden til og med 30. juni 2021. Der opfordres fortsat til at udvise fleksibilitet over for leverandører til staten, og de øvrige dispensationer mv. på indkøbsområdet opretholdes til og med 30. juni 2021.
Overvej bestemmelser om coronakonsekvenser i kontrakten
COVID-19-krisen har vidtrækkende konsekvenser og vil præge kontraktforhold verden over i en længere periode. For kontrakter, der indgås nu, er denne situation kendt for parterne, og der er dermed ikke tale om force majeure. Ved at sætte bestemmelser ind i kontrakten, kan der tages højde for situationen nu og fremadrettet.
Læs hele artiklen om overvejelsen af bestemmelser om corona i kontrakten
Krav til økonomiske og finansielle nøgletal under coronakrisen
Regnskaberne for mange virksomheder vil blive påvirket stærkt negativt i 2020 på grund af coronakrisen. Det skal du være opmærksom på som ordregiver, når du gennemfører udbud og fastsætter minimumskrav til virksomhedernes økonomiske og/eller finansielle egnethed.
Læs hele artiklen om overvejelsen af krav til økonomiske og finansielle krav
Vejledning fra Europa-Kommissionen om anvendelse af rammen for offentlige udbud i forbindelse med COVID-19-krisesituationen
COVID-19 er en sundhedskrise, der kræver hurtige og intelligente løsninger samt fleksibilitet for at kunne håndtere en kæmpe stigning i efterspørgslen efter de samme varer og tjenesteydelser, samtidig med at en række forsyningskæder er afbrudt. Offentlige indkøbere i medlemsstaterne står i spidsen, når det gælder størsteparten af disse varer og tjenesteydelser. De skal ikke blot sikre adgangen til personlige værnemidler som ansigtsmasker og beskyttelseshandsker, medicinsk udstyr såsom respiratorer, og andre medicinske forsyninger, men også hospitals- og IT- infrastruktur, for blot at nævne nogle stykker.
Læs vejledningen om anvendelse af rammen for offentlige udbud i forbindelse med COVID-19 på EUR-Lex.eu
Fremryk betalinger og udvis fleksibilitet
(Opdateret den 28. januar 2021)
Regeringen har indgået en aftale med alle Folketingets partier om, at det offentlige indkøb skal være med til at understøtte, at virksomhederne – og dermed lønmodtagerne – kommer godt igennem den ekstraordinære økonomiske situation som følge af coronavirus.
I en periode frem til 30. juni 2021 bliver der derfor dispenseret fra en række regler med henblik på at skabe øget likviditet hos leverandørerne. En konsekvens af ændringerne er, at staten overtager en vis risiko for, at der kan opstå uoverensstemmelser mellem det, der er betalt for, og det, der senere bliver leveret.
Der er tale om tre tiltag. Statens institutioner opfordres til at:
- Fremrykke alle betalinger
- Forudbetale leverancer, der finder sted til og med 30. juni 2021, og som har en værdi på 1 million kroner (ekskl. moms) eller derunder.
- Om muligt at undlade at opkræve bod mv., hvis en aftale bliver misligholdt som følge af coronavirus.
Tidsfrister
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at offentlige ordregivere kan forlænge tilbudsfristerne for offentlige udbud, så længe det er begrundet i varetagelsen af saglige hensyn som følge af COVID-19 foranstaltningerne.
En forlængelse af tilbudsfristen skal ske under overholdelse af de EU-retlige principper, herunder proportionalitets- og ligebehandlingsprincippet. Efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering kan konsekvenserne af COVID-19 på forskellig vis udgøre et sagligt grundlag for at forlænge tilbudsfristen.
Eksempelvis kan der være forhold hos ordregiver såsom karantæne eller nødvendig hjemsendelse af medarbejdere, der gør, at udbudsprocessen ikke kan overholde den oprindeligt fastsatte tidsplan. Derudover kan eksempelvis foranstaltningerne i forbindelse med COVID-19 indebære, at der må forventes færre tilbud, såfremt den oprindeligt fastsatte frist opretholdes.
Læs mere om udbudsretlige udfordringer i forbindelse med COVID-19 i dette notat fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (pdf)