Rådgivningsenheden kom flyvende fra start

10-04-2019
Rådgivning

Rådgivningsenheden fik en varm modtagelse den 3. april, da over 100 interesserede ansatte i staten kom til åbent hus.

Mange mennesker samlet til åbent hus

Mange statsansatte lagde vejen forbi Moderniseringsstyrelsen onsdag den 3. april 2019 for at møde statens nye rådgivere, der kan hjælpe med alle dine spørgsmål indenfor indkøb, udbud og kontrakter. Her blev de budt velkommen af Poul Taankvist, direktør i Moderniseringsstyrelsen, og Mette Rose Skaksen, vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der løftede lidt af sløret for enhedens mange ydelser.

Til åbent hus var der opsat en masse stande, hvor det b.la var muligt at tilmelde sig et af Rådgivningsenhedens gratis netværk, at få en udbuds-mentor eller at høre mere om de kompetenceudviklings- og undervisningstiltag, som er på vej i efteråret 2019.

To konkurrencer: Verdens bedste idé og tip en 13'er

Flere af deltagerne benyttede også lejligheden til at komme med forslag til nye, fælles statslige skabeloner til indkøb og udbud - udover dem enheden aktuelt tilbyder

Allerede godt og vel en uge efter åbningen har Rådgivningsenheden modtaget mange henvendelser på hotlinen 20 41 78 45, og gennem vores kontaktmodul på hjemmesiden. Der er fx blevet spurgt, om det er muligt at lave et supplerende køb, når der er indgået en konsulentkontrakt under tærskelværdien, og om man kan springe prækvalifikationsfasen over, hvis der kun er to leverandører.

De første rådgivningsmøder er også blevet afholdt, hvor indkøb af it på rammeaftaler og et konkret udbud af et ESDH-system, blandt andet har været drøftet.

Til åbent hus var det også muligt at deltage i vores konkurrence om verdens bedste idé til, hvordan Rådgivningsenheden bliver en succes.

Her fik vi gode input om, at Rådgivningsenheden ikke kun bør fokusere på lovlige indkøb og compliance, men også på det kloge indkøb og på vigtigheden af, at Rådgivningsenheden tilbyder differentieret rådgivning, så den rammer både uerfarne og erfarne indkøbere. Dette er noget som Rådgivningsenheden allerede har fokus på.

Desuden blev der lagt vægt på mulighederne for faglig sparring og facilitering af netværk samt udlån af medarbejdere. Sparring og netværk tilbydes allerede og senere på året vil udlån af medarbejdere også blive muligt.

Den bedste idé var forslaget om, at Rådgivningsenheden udarbejder et beslutningstræ, som viser, hvilke skridt man skal igennem og hvilke overvejelser, der skal gøres, i forbindelse med udbudstyperne. Den opgave er nu sat i gang.

 

 De rigtige svar på ”Tip en 13’er om Rådgivningsenheden” fra åbent hus var:

  1. Rådgivningsenheden har indtil videre planlagt 8 kurser

  2. Du kan ringe til Rådgivningsenheden alle hverdage mellem 9-16

  3. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Moderniseringsstyrelsen står bag Rådgivningsenheden

  4. Rådgivningsenhedens hjemmeside hedder statensindkob.dk

  5. CSR-netværket er et af de netværk som blandt andre tilbydes af Rådgivningsenheden

  6. Rådgivningsenhedens første sæt af udbudsskabeloner indeholder indkøb under tærskelværdien og indkøb af tjenesteydelser ved EU-udbud

  7. Man kontakter Rådgivningsenheden elektronisk via kontaktmodulet på hjemmesiden

  8. Rådgivningsenhedens overordnede formål er at understøtte statslige indkøbere i deres arbejde

  9. Rådgivningsenheden tilbyder blandt andet et kursus om aktindsigt i indkøbssager og udbud

  10. Statslige institutioner kan benytte sig af Rådgivningsenhedens ydelser

  11. Rådgivningsenheden tilbyder ikke tilbudsskrivning for tilbudsgiver

  12. Rådgivningsenhedens telefonnummer er 20 41 78 45

  13. Man kan møde op til Rådgivningsenhedens videncafé hver torsdag

 

Vinderne af de to konkurrencer bliver kontaktet direkte.

 

Læs mere om Rådgivningsenhedens mange ydelser og book eventuelt et kaffemøde