Spørgsmål og svar: Hvordan får jeg faglige kompetencer til at indgå som et konkurrenceparameter?
07-10-2020
Evaluering, tilbud og underretning
Det korte svar er, at du kan lade tilbudsgivernes faglige kompetencer indgå i tilbudsevalueringen som et underkriterium, blot de formuleres i overensstemmelse med reglerne i udbudsloven.
Derudover er der en række overvejelser, du med fordel kan gøre dig, så de tilbudte kompetencer matcher dit behov. Din kontrakt skal også indeholde en bestemmelse, hvor du sikrer dig, at de tilbudte kompetencer varetager opgaveløsningen i hele kontraktperioden.
Krav til underkriterier
Når du har valgt tildelingskriteriet ”bedste forhold mellem pris og kvalitet”, har du en bred adgang til at vælge underkriterier, der giver mulighed for at lægge vægt på høj kvalitet i den tilbudte løsning, og som understøtter dit behov.
Underkriterier er konkurrenceparametre, som udgør grundlaget for din vurdering af kvaliteten i tilbuddene. Du skal beskrive, hvad der lægges vægt på ved denne bedømmelse. Det kan både være positivt og negativt. Dernæst skal under- og eventuelle delkriterier være knyttet til kontraktens genstand, så du alene lægger vægt på forhold, der angår kontrakten.
Medarbejderes faglige kvalifikationer og erfaringer kan anvendes, når kvaliteten af leverandørens personale kan påvirke niveauet for kontraktens opfyldelse. Underkriterierne skal vægtes, og det skal ske med henblik på at imødekomme dine behov som ordregiver. Det er derfor af væsentlig betydning, at du før udbuddet nøje overvejer, hvordan du vægter fx pris og faglige kompetencer i udbuddet.
Overvejelser i forhold til hvad du efterspørger
Når du lægger vægt på faglige kompetencer i forbindelse med din tilbudsevaluering, skal du dels overveje, hvad du vil tillægge betydning i vurderingen af kompetencerne, og hvordan du ønsker det dokumenteret. Som dokumentation efterspørges ofte de tilbudte medarbejderes CV’er. For at kunne vurdere hvilken værdi de oplyste erfaringer/kompetencer har i forhold til din konkrete opgave, kan du for eksempel bede tilbudsgiver om at angive, hvilken rolle den pågældende medarbejder har haft i de konkrete projekter, der anføres på CV’et.
Det kan være ret afgørende, om medarbejderen har været projektleder eller kun været involveret i mindre dele af opgaven. Du kan også bede tilbudsgiver om at oplyse, hvordan de pågældende medarbejdere skal indgå i din konkrete opgaveløsning, for eksempel ved at beskrive deres konkrete rolle eller med angivelse af det antal timer, medarbejderen involveres i projektet.
Bestemmelse om "bemanding" i digitale skabeloner
For at sikre at de tilbudte faglige kompetencer kommer til at løse opgaven, er det vigtigt, at din kontrakt indeholder en bestemmelse om, hvordan en evt. udskiftning af medarbejdere skal foregå.
Udarbejder du en skræddersyet kontrakt i Rådgivningsenhedens digitale skabelonløsning, vil den automatisk indeholde en sådan bestemmelse om "Bemanding", når du angiver, at der er tale om et indkøb af en tjenesteydelse. Du kan skræddersy din kontrakt via vores digitale løsning.
Brug vores digitale skabelon
For at sikre at de tilbudte faglige kompetencer kommer til at løse opgaven, er det vigtigt, at din kontrakt indeholder en bestemmelse om, hvordan en evt. udskiftning af medarbejdere skal foregå.
Udarbejder du en skræddersyet kontrakt i Rådgivningsenhedens digitale skabelonløsning, vil den automatisk indeholde en sådan bestemmelse om ”Bemanding”, når du angiver, at der er tale om et indkøb af en tjenesteydelse.
Gå til Rådgivningsenhedens digitale skabeloner