Skal vi hjælpe dig med din udbudsproces?

Er du i gang med at planlægge dine kommende udbud, og har du behov for vores bistand – så kontakt os i god tid.

Vi har travlt i Rådgivningsenheden og bistår i øjeblikket mange statslige institutioner med rådgivning om indkøb og udbud. Ved du allerede nu, at du får behov for vores bistand til konkrete indkøb eller udbud på den anden side af sommerferien, kan du med fordel tage fat i os allerede nu, så vi kan reservere tid til at bistå dig. Inddrager du os i din indledende planlægning, kan vi sammensætte det mest optimale team ud fra jeres behov for bistand.

Rådgivningsenheden kan bistå statslige myndigheder med udbudsjuridisk rådgivning under alle dele af en udbudsproces. Vi kan kvalitetssikre dit udbudsmateriale, yde rådgivning eller sågar stå for projektledelsen gennem hele udbudsprocessen. Denne type ydelser leverer vi mod særskilt betaling.

Mulighederne er mange - vi kan skræddersy et forløb, der passer til din enheds behov.

En måde vi kan bistå fortæller Alexi Burns-Tang fra Nationalt Genom Center om:

”Jeg sidder som den eneste udbudsjurist på mit kontor. Derfor har det været rart at kunne ringe til nogle og få sparring. Jeg har løbende haft kontakt til Rådgivningsenheden gennem hele processen. Jeg har sommetider været under tidspres, og der oplevede jeg en hurtigt og umage tilbagemelding. Det giver en stor tryghed, at der har været flere øjne på opgaven. Jeg vil absolut anbefale Rådgivningsenheden til andre, de er lyttende og hjælpsomme.”

Vi rådgiver om alle facetter af indkøb og udbud i staten, og rådgiverne har praktisk erfaring med at gennemføre offentlige udbud. Derfor har vi også indsigt i de forhold, der kendetegner netop din situation. Vi kan bistå dig med rådgivning og kvalitetssikring ved både EU-udbud, miniudbud, tilbudsindhentninger eller udarbejdelse af konkrete udbudsjuridiske notater.

Catrine Primdahl fra Energistyrelsen fortæller: 

”Vi henvendte os til Rådgivningsenheden, da vi skulle tilbudsindhente under tærskelværdien, og vi var i tvivl om, hvor mange krav vi skulle leve op til. Vi har brugt Rådgivningsenheden før, og vi oplever, at de er enormt serviceorienterede, meget hurtige og fagligt kompetente. Vi vil i høj grad anbefale denne service til andre statslige institutioner.”

Kontakt os gerne på 30 35 28 18, hvis du vil høre mere om, hvordan vi bistår dig bedst muligt.

Vi deltager også gerne i et møde med din enhed eller organisation, hvor vi kan fortælle nærmere om vores bistand og drøfte mulighederne for, hvordan vi kan skræddersy et rådgivningsforløb, der passer til netop jeres behov.