Mød de nye rådgivere Peter, Anders og Gisla

16-09-2021
Om os

Vi har i den seneste måned fået tre nye stærke udbudskompetencer i Rådgivningsenheden. Læs her om deres baggrund, og hvilke opgaver de skal løfte.

Når du ringer til Rådgivningsenheden kan du nu få udbudsjurist Peter Falstaff i røret. Peter har stor erfaring med markeds- og behovsafdækning og er specialiseret inden for udbud og kontrakter. Inden Peter kom til Rådgivningsenheden, har han beskæftiget sig med udbud i bl.a. Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Peter siger:

Det kræver et helt særligt fokus, og at du er god til hurtigt at forstå en udbudsretslig problemstilling, når du skal rådgive om alt det, vores brugere ringer til os om i Rådgivningsenheden. Det, synes jeg, er en spændende del af jobbet, for det kræver, at du er på tæerne og kan formidle din udbudsretlige viden klart og tydeligt.

Nye teamledere

Gisla Soltau Faber og Anders Lauvring Hansen er begge ansat som teamledere i kontor for Jura & Rådgivning i Økonomistyrelsen. Du får derfor ikke Gisla eller Anders i røret, når du ringer til vores hotline, men du kan møde dem, når du får vores bistand til særligt større it-udbud.

Gisla har udpræget erfaring med teamledelse, IT-projektledelse, kontrakt- og leverandørstyring samt udbudsprocesser og har været konsulent på større it-projekter, både i den offentlige og private sektor - senest som seniorkonsulent. Gisla fortæller:

Hele min karriere har jeg beskæftiget mig med it-projekter ”fra vugge til grav” – altså med alt fra foranalyser og udbud til udvikling og implementering. For mig at se er udbudsprocessen dér, hvor du skal bruge ekstra mange kræfter, da du har størst mulighed for at påvirke processen, da rammerne for både indhold og fremadrettet samarbejde defineres her. Jeg tager min praktiske erfaring fra IT-branchen med til Rådgivningsenheden, og glæder mig meget til at omsætte statens behov til gode it-løsninger af høj faglig kvalitet, der er anvendelige i hverdagen. 

Anders er også nystartet teamleder og har senest været teamkoordinator i Københavns Kommunes Koncern IT. Anders kommer derfor også med en solid erfaring med IT-udbud og kontraktstyring. Anders siger:

Jeg har arbejdet med udbud i hele min karriere – og er vild med det. Det er et arbejdsområde, som kræver effektiv projektstyring og et tæt samarbejde på tværs af fagområder i organisationen. Et udbudsprojekt kræver en gensidig forståelse af hinandens fagområder, og der er sjældent to opgaver, der er ens”.