Spørgsmål og svar: Kan en statslig myndighed hjemtage ydelser, som tidligere er blevet udført af private leverandører?

Udbudsloven lægger ikke hindringer i vejen for at hjemtage ydelser, som tidligere har været løst af private virksomheder.

Hjemtagning af ydelser giver ikke udbudsretlige udfordringer, da ydelser, som løses internt i en organisation, ikke er udbudspligtige efter udbudslovens regler.

Statslige myndigheder skal dog være opmærksomme på cirkulæret om udbud af statslige drifts- og anlægsopgaver (CIR1H nr. 9269 af 31. marts 2016), hvori det er anført, at:

”§ 1. En institutions opgaveportefølje skal med passende mellemrum gennemgås med henblik på at identificere opgaver, der er udbudsegnede. Opgaver, der er udbudsegnede, skal med passende mellemrum konkurrenceudsættes eller markedsvurderes, jf. § 5. Hvis det derved godtgøres, at det alle forhold taget i betragtning er det mest fordelagtige for staten, skal den pågældende opgave udliciteres.”

Cirkulæret medfører dermed, at statslige institutioner løbende skal vurdere, om opgaven er udbudsegnet.

Er der tale om opgaver, som er omfattet af aftaler i Statens Indkøbsprogram, er man som statslig myndighed, som udgangspunkt forpligtet til at anvende disse aftaler. Det er reguleret i de enkelte aftaler, hvordan de forholder sig til egenproduktion af ydelser inden for rammeaftalens område. Myndigheden skal derfor undersøge den relevante aftale for eventuelle udfordringer i forhold til hjemtagning af opgaver.