Snart er det tid for juleønsker – Rådgivningsenheden har et par gode gaveidéer
30-11-2022
Kompetenceudvikling
Om en måneds tid kan mange af os gå på en velfortjent juleferie og glæde os til tid sammen med familie og venner, god mad, hygge og forhåbentlig også et par gode julegaver
I Rådgivningsenheden har vi et par idéer til ønsker for jer, der arbejder med indkøb og udbud i staten, for i begyndelsen af 2023 starter der nye hold på vores kompetenceudviklingsforløb ”Indkøb i staten i praksis” og ”Udbud i staten i praksis” – måske skal en af pladserne på din ønskeliste.
Indkøb i staten i praksis er målrettet personer, der primært arbejder med indkøb via eksisterende rammeaftaler (det kan være aftalerne i statens indkøbsprogram, aftaler fra resten af SKI’s aftalekatalog eller rammeaftaler, man selv har etableret) og indkøbe under tærskelværdierne for EU-udbud. Mange af deltagerne på Indkøb i staten i praksis har også større eller mindre kontraktstyringsopgaver samt opgaver relateret til varemodtagelse, fakturakontrol og compliancerapportering.
Udbud i staten i praksis henvender sig til dig, der gennemfører EU-udbud på egen hånd, eller rådgiver dine kollegaer om udbud og indkøb i staten. Du er formentlig en af få go to-personer i din organisation i relation til spørgsmål om indkøb og udbud og du vil gerne stå på et solidt fagligt fundament.
Uanset hvad, der er din dagligdag, om det er indkøb eller udbud der fylder din arbejdsdag, vil du få viden og værktøjer, som giver øjeblikkelig værdi for dig og din afdeling. Derudover vil du få et stærkt netværk med indkøbs- og udbudsspecialister fra andre dele af staten - det kan være en uvurderlig hjælp, når der lige er behov for sparring, inspiration eller et godt fagligt input. På begge forløb bliver du præsenteret for Rådgivningsenhedens elektroniske værktøjer, der med sikkerhed kan både kan bidrage med at sikre en ensartet kvalitet og gøre din arbejdsdag lettere.
Undervisningen holdes i gode omgivelser i DGI-byen i København. Det nye hold på Indkøb i staten praksis består af 2 moduler à 2 dages varighed, mens Udbud i staten i praksis består af 3 moduler à 2 dages varighed. Mellem undervisningsgangene er der indlagt virtuelle netværksmøder, hvor I får lejlighed til at reflektere over det I lærer og dele jeres daglige udfordringer og succesoplevelser.
Du kan læse mere om rådgivningsenhedens kompetenceudviklingsforløb her
De tidligere deltagere har været fra alle hjørner af staten, og tilbagemeldingerne fra dem har været, at de var særdeles tilfredse med kursernes faglige indhold og brugbarhed, og at underviserne er gode til at formidle stoffet og dele ud af deres faglige viden. Tænk på det, når du skriver din ønskeliste til jul!
Skulle du ønske at komme på kursus senere i 2023, kan det også sagtens lade sig gøre, idet vi tilbyder flere hold på både Indkøb i staten i praksis og Udbud i staten i praksis.