Mød Mathilde: Vores nyeste udbudsjurist kan hjælpe med selv de skæveste udbud

14-04-2023
Rådgivning

I Rådgivningsenheden bød vi i marts velkommen til Mathilde Kruse, der er udbudsjurist i enheden. Du kan altså være heldig at få Mathilde i røret, når du ringer til vores hotline.

Mathilde fortæller om skiftet til Rådgivningsenheden:

”Jeg synes, at det er fantastisk at starte et sted, hvor alle brænder for gode udbud og udbudsretten som disciplin. Jeg nyder allerede godt af det høje faglige niveau og den kollegiale sparing, og jeg ser frem til selv at dygtiggøre mig yderligere inden for mit speciale. Jeg trives godt i rollen som rådgiver, når min viden kan hjælpe med vores kunders udbudsprocesser -  uanset, om der er tale om kortvarende rådgivning eller et længere udbudsprojekt.”

Mathilde kommer fra en stilling som udbudsjurist på Københavns Universitet. Her har hun oparbejdet erfaring med at rådgive om udbud inden for en bred vifte af forskellige varer og ydelser og at gennemføre mange forskellige udbudsprocedurer. Blandt andet har Mathilde udbudt pighvarrer og muslinger, der skulle bekæmpe andre invasive arter, og hun har udbudt tandprotester, sædprøver og indkvartering af mus. Derudover har Mathilde selvfølgelig også erfaring med at udbyde it-programmer og konsulentydelser. 

Mathilde har lang erfaring som jurist og har specialiseret sig inden for udbudsretten i både Grønland og Danmark de seneste fem år. Mathilde har en særlig interesse i grønne og bæredygtige udbud, herunder at omsætte ønsker, planer og målsætninger til konkrete udbudskrav.