Statens Indkøbskonference: Grønne krav og tiltag i offentlige udbud – og den svære rejse dertil

06-03-2023
Netværk

Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) fortæller om arbejdet med at stille grønne krav.

Banner for konferencen og billede af oplægsholder

Offentlige indkøb er udpeget som en væsentlig motor for den grønne omstilling og til realiseringen af Danmarks ambition om at reducere klimaaftrykket med 70 % frem mod 2030. Men hvordan identificerer du som ordregiver eller indkøber de krav og tiltag, som både er juridisk holdbare, understøtter en effektiv konkurrence, og som giver attraktive priser og en ambitiøs grøn profil på udbuddet?

Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) benytter sig af grønne tekniske rådgivere, og SKI er også undervejs med et udbud af grønne konsulentydelser.

Til Statens Indkøbskonference 2023 vil Katrine Pape Huldahl, chef for CSR og bæredygtighed hos SKI fortælle, hvordan SKI bruger markedsanalyse, markedsdialog og grønne rådgivere til at identificere grønne indsatsområder, stille krav og formulere konkurrenceparametre ved udbud af SKI's rammeaftaler og dynamiske indkøbssystemer.

Katrine vil med en praksisnær tilgang give inspiration til, hvordan offentlige indkøb kan inddrage grønne hensyn og kan indfri de høje forventninger.

Statens Indkøbskonference finder sted den 29. marts 2023, og der er stadig ledige pladser!

Læs mere om de andre oplæg til konferencen og find det fulde program