Kursus: Indkøb i staten i praksis

Foto af mennesker der tager noter

Kurset "Indkøb i staten i praksis" er for dig, der vil styrke dine indkøbsfaglige kompetencer, har lyst til at lære (mere) om offentlige indkøb.

Målgruppe

”Indkøb i staten i praksis” henvender sig til ansatte i staten, der køber ind. Det kan være, at du enten køber ind dagligt eller kun gør det en gang imellem. Kurset bygger på den nyeste lovgivning og best practice for indkøb i staten, og derfor er forløbet også en mulighed for dig, som er en mere erfaren indkøber, men som vil ajourføre dig med den nyeste viden.

Indhold

Kurset har primært fokus på gennemførelsen af indkøb på rammeaftaler gennem Statens Indkøbsprogram og SKI-rammeaftaler samt mindre indkøb under tærskelværdierne, hvor der ikke er en gældende rammeaftale. På kurset styrker du dine generelle indkøbsfaglige kompetencer gennem teori og løsning af konkrete cases, samtidig med, at du tilegner dig specifik viden om indkøb i staten og hvordan du kan have fokus på grønne og bæredygtige indkøb.

Dag 1: Reglerne for indkøb, opgørelse af dit indkøbsbehov og indkøbets værdi og markedsdialog.

På den første dag af kurset introduceres I for de regler og rammer, der er for offentlige indkøb i staten. Vi sætter fokus på den nyeste lovgivning samt aktuelle politiske hensyn omkring bæredygtighed

Dag 2: Indkøb på eksisterende rammeaftaler, mindre indkøb, hvor der ikke er en eksisterende rammeaftale og kontraktstyring.

Kursets anden dag vil have fokus på eksisterende rammeaftaler, hvordan man bruger dem og hvilke muligheder man eksempelvis har for at inddrage grønne og bæredygtige hensyn. Derudover gennemgår vi, hvordan man foretager et indkøb, hvor der ikke allerede er en eksisterende rammeaftale, men hvor man fx skal foretage en tilbudsindhentning.

Kurset består af følgende lektioner:

  • Lovgivning og regler, herunder den statslige indkøbskaskade.
  • Principper for grønne offentlige indkøb, herunder brugen af miljømærker, totalomkostninger eller standarder.
  • Behovsafdækning og opgørelse af indkøbets værdi.
  • Markedsdialog som værktøj til at få kendskab til, om for eksempel markedet kan opfylde eventuelle krav om grønne og bæredygtige hensyn.
  • Grønne indkøb på eksisterende rammeaftaler under Statens Indkøbsprogram, herunder gennem SKI.
  • Indkøb på markedsmæssige vilkår, hvor der fx ikke er en eksisterende rammeaftale.
  • Kontraktstyring

Efter kurset kan du:

  • Forstå baggrunden for lovgivningen og de regelsæt, der påvirker offentlige indkøb.
  • Have en grundlæggende viden om mulighederne for at inddrage grønne og bæredygtige hensyn i dit indkøb.
  • Afgrænse indkøbsbehovet samt fastlægge indkøbets estimerede værdi.
  • Gennemføre grønne indkøb via SKI’s rammeaftaler.
  • Planlægge og gennemføre en markedsdialog med henblik på at afklare muligheder og begrænsninger i markedet, for eksempel om leverandører på markedet kan efterleve krav til bæredygtige indkøb.
  • Gennemføre indkøb under tærskelværdierne for udbud, herunder foretage en vurdering af, om indkøbet har klar grænseoverskridende interesse, foretage en annoncering eller indhente et eller flere tilbud.
  • Bidrage til den overordnede kontraktstyringsopgave i din organisation. 

Opbygning og form

Forløbet består af to sammenhængende undervisningsdage, hvor der ikke er inkluderet overnatning.

Undervisningen består af klasseundervisning kombineret med en blanding af øvelser i plenum og gruppevist. Vi prioriterer at gennemføre forløbene med små hold (max 20 deltagere), hvilket sikrer en tæt dialog og interaktion mellem undervisere og deltagere. Hvert emne har en forventet varighed på ca. 1-3 timer.

Undervisningen foregår i Valby i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens lokaler.

Pris og tilmelding

Kurset koster 4.500 kr. ekskl. moms inkl. forplejning.

Du kan tilmelde dig kurset ved at skrive en e-mail til kursustilmelding@kfst.dk.

Forberedelse

Du skal gennemføre tre indkøbsfaglige e-læringskurser om forud for kurset. Kurserne er udviklet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Økonomistyrelsen og tilgås via Campus.

  • ”Indkøb under tærskelværdien - introduktion til reglerne”
  • ”Indkøb under tærskelværdierne med klar grænseoverskridende interesse”
  • ”Indkøb under tærskelværdierne uden klar grænseoverskridende interesse”