Nu begynder uddannelsen "Indkøb i staten i praksis"

17-09-2021
Kompetenceudvikling

Snart begynder de første kursister på uddannelsen ”Indkøb i staten i praksis”. Uddannelsen er for dig, der til daglig arbejder med indkøb og kontrakter hos statslige myndigheder og er nyuddannet, nyansat eller har få års erfaring. Har du ikke tilmeldt dig endnu, kan du stadig lige nå at komme med på holdet, inden klokken ringer ind.

Kvinder tager noter på kursus

Rådgivningsenheden tager her i september hul på det længe ventede uddannelsesforløb ”Indkøb i staten i praksis”. Uddannelsen er helt unik og har ikke været udbudt før. Deltagerne har mulighed for at få målrettet undervisning i alle aspekter indkøb og udbud inden for staten.

Maria Haugaard, der har været med til at tilrettelægge uddannelsesforløbet, siger:

Vi er så klar, og nu glæder vi os bare til at komme i gang med undervisningen og byde holdet velkommen. De tilmeldte i år er jo de første, der tager uddannelsen, så vi har gjort meget ud af at køre prøveforløb og forberede os, så vi sikrer størst muligt udbytte. Uddannelsen giver deltagerne et solidt fagligt grundlag og styrker deres generelle indkøbsfaglige kompetencer. Vi har tilrettelagt undervisningen, så man kan tilegne sig specifik viden om indkøb i staten, og så kommer vi naturligvis også rundt om de kommercielle aspekter af indkøb og bæredygtige indkøb.

Mød en af underviserne

Undervisningen varetages af en række rådgivere fra Rådgivningsenheden, og en af dem er udbudsjurist Minna Bregendahl.

Underviser Minna Bregendahl

Minna kan godt huske, hvordan det var, at blive kastet ud i et indkøb af en statslig konsulentopgave første gang:

”Lige ankommet i mit nye kontor – og helt grøn inden for udbud – bad min chef om at købe en konsulentydelse. Jeg blev godt nok lidt fjern i blikket, for jeg tænkte -”Hvordan griber jeg lige det an?”. Der var selvfølgelig kun kort tid til at få det praktiske på plads. Netop den situation har jeg haft i tankerne, da jeg forberedte min del af undervisningen. For jeg har efterhånden en god opskrift på effektive indkøb, der virker, og som kan gøre det mere enkelt og overskueligt – selvfølgelig nu krydret med det relevante lovstof.”  

Læs mere om Minna

Uddannelsesforløbet

Uddannelsesforløbet udgøres af tre moduler fordelt på fire dage. Holdet består af op til 20 deltagere, og undervisningen gennemføres som klasseundervisning kombineret med en blanding af øvelser i plenum, i grupper og med oplæg udefra. 

Det er muligt at afslutte forløbet med en eksamensopgave, som baseres på en fiktiv men realistisk indkøbscase. Der afsluttes med en mundtlig eksamen, som fremlægges i grupper af 4-5 deltagere, hvor præstationen bedømmes efter bestået/ikke bestået.

Læs mere om uddannelsen Indkøb i praksis i staten