I Rådgivningsenheden er vi glade for at kunne byde velkommen til vores to spritnye stjerner: Maria Mose Hansen og Charlotte Brendstrup Holten.
Maria sluttede sig til enheden i december, så du har måske allerede haft fornøjelsen af hendes ekspertise på dit udbud. Maria har mere end et årtis erfaring med udbuds- og kontraktret, og hendes værktøjskasse inkluderer blandt andet juridiske paradigmer, kontraktstyring og projektledelse. Maria har primært arbejdet inden for den offentlige forvaltning - både som specialist og som leder.
Maria fortæller:
Alle i staten, der arbejder med udbud, kan kontakte Rådgivningsenheden med henblik på at få sparring vedrørende udbudsretlige spørgsmål. Jeg er motiveret af, at vi dagligt besvarer en række henvendelser fra vores kollegaer i staten og dermed bidrager til løsning af konkrete opgaver.
Charlotte har arbejdet som jurist i staten siden 2014, blandt andet med miljølovgivning, EU-ret og juridisk rådgivning. Hun går ivrigt til opgaven med at dygtiggøre sig inden for udbudsretten og til at bruge sine erfaringer, viden og kompetencer på dette område.
Både Maria og Charlotte står klar til at rådgive generelt om udbudsret, bistå med juridisk rådgivning og vejlede Rådgivningsenhedens kunder igennem alle dele af udbudsprocessen.
Titel: Gratis rådgivning mandag til torsdag kl. 10.00-16.00. Fredag kl. 10.00-15.00.
Telefon: 30 35 28 18
Få nyt fra Rådgivningsenheden.